Lader du fremmede mennesker kigge ned i vuggen til dit barn? Nej, vel. Kun medmindre at du ved, at de har de bedste intentioner om ikke at gøre dit barn fortræd. For mange ejerledere, heriblandt Janet Alsø fra CardioLab og Jesper Johannesen fra FE Støberiet A/S, var én af barriererne ved at få en bestyrelse eller et advisory board at lukke andre ind og lade dem kigge ned i vuggen til deres virksomhedsbarn.
”Det er klart, at en ejerleder har én stor barriere, og det er, at det er hans egen virksomhed. Det er ens eget barn. Så ansætter man en ekstern bestyrelse, føler man jo straks, at man skal give noget fra sig”, siger Jesper Johannesen.
For Janet Alsø handler det om, at man som ejerleder skal sætte sig ud over den daglige drift, træde ud af dagligdagen og invitere andre ind i ens absolut helligste: ”Det er lidt ligesom at lade andre kigge ned i ens vugge. ”Vil du holde mit barn? Nej, vent, det er mit!”. Så det skal man være meget bevidst om. Det er vitterligt der, hvor jeg tror, den største barriere er”, forklarer hun.
En anden barriere ved at få en bestyrelse er ifølge Lone Lysehøj, medejer af Revisorfirmaet Lysehøj, at du ikke nødvendigvis som virksomhedsejer skal have en bestyrelse. ”Det er ikke sikkert, at din selskabsform forudsætter, at du skal have en bestyrelse. Så det tror jeg faktisk er den største barriere”, siger Lone Lysehøj.
Første skridt kan være et advisory board
Hvis du som ejerleder af en virksomhed måske ikke er helt klar til en familieforøgelse i form af en bestyrelse, kan du starte med et advisory board, som ikke har den samme involvering og forpligtigelse som en bestyrelse. For mange er et advisory board vejen ind til at etablere en bestyrelse og en måde at få drøftet en række problemstillinger omkring din virksomhed med andre uden at give dem et indblik i økonomi og andre mere sensitive emner. Med andre ord, du vil gerne have hjælp til, hvilket tøj din baby skal have på, men du er ikke helt klar til at lade dem give din baby et sundhedstjek.
For Janet Alsø har det fra starten været et klart mål at få en bestyrelse, men CardioLab lagde ud med et advisory board. ”Dengang jeg etablerede CardioLab, var et af de klare mål, at jeg skulle have en bestyrelse. Indtil videre har vi et advisory board med bl.a. medlemmer fra ASNET Board og så en ekstern, der ved noget om vores felt. Ideen er at få de kompetencer, vi ikke selv har. Så da vi satte boardet, var det vigtigt at få afdækket vores egne svagheder. Det har egentlig været en motivationsfaktor hele vejen igennem at sige, at det her var en måde for en lille virksomhed at få styrket de områder, hvor der kommer til at være svagheder. Og det gør der jo i enhver virksomhed”, forklarer Janet Alsø.
En anden måde at gøre det på er som Jesper Johannesen, der fik et advisory board udover den bestyrelse hans virksomhed som aktieselskab var forpligtiget til at have. ”Jeg har selv gjort mig de overvejelser, at jeg gerne vil have en aktiv bestyrelse. Det kan være lidt svært, når man har en partner, der har andre interesser. Men så kan man faktisk lave et advisory board under bestyrelsen, som man kan bruge til rådgivning og på den måde få kombinationen af tingene”, siger Jesper Johannesen.
Læs mere om forskellen på en bestyrelse og et advisory board.
Hvorfor er der ikke flere, der har en bestyrelse?
Blandt de ejerledede virksomheder i Danmark, der ikke er forpligtiget til at have en bestyrelse, findes der en del, der endnu ikke har en bestyrelse. Årsagen hertil mener Jesper Johannesen, Lone Lysehøj og Janet Alsø skyldes tre ting: Manglende kendskab, investering af tid og behov.
”Jeg tror, at en af de væsentligste årsager til, at mange ejerledere ikke har bestyrelser, er at det med at have en bestyrelse, ikke er noget, der er i den daglige drift. Og typisk er den daglige drift alt, man tænker på, og så graver man sig ned i arbejde. Herudover kender man ikke rigtig noget til, hvad en bestyrelse egentlig kan hjælpe med. Jeg tror, at hovedparten af ejerledere ikke er klar over, hvad en ekstern bestyrelse egentlig kan hjælpe med, og hvad de kan få af value for money”, siger Jesper Johannesen.
Én problematik er derfor manglende kendskab til, hvad en bestyrelse kan give af værdi. En anden er, ifølge Lone Lysehøj, hvor man kan finde bestyrelsesmedlemmer henne: ”Det er svært at få en bestyrelse, hvis man som ejerleder ikke er klar over, hvor man kan finde bestyrelsesmedlemmer henne og ikke kender til et netværk som for eksempel ASNET Board. Jeg stødte på det for mange år siden efterhånden, men det var nærmest en tilfældighed”, udtrykker Lone Lysehøj.
Janet Alsø mener, at grunden til at flere ejerledere ikke har en bestyrelse handler om motivation og investering:
”Jeg tror, at det er det der med, at man godt kan undvære en bestyrelse, men egentlig ville det give så meget mere, hvis man investerede tiden til det. Så det er den tidsmæssige investering, man lige skal overkomme. Hvis du ikke er motiveret, så er der ikke nogen, der kan flytte dig som menneske. Du bliver nødt til som ejerleder at være der, hvor du har lyst til at åbne op. Der er så mange ting, der kan anbefales, og på et eller andet tidspunkt kommer der nok også et behov, og så sker det. Man skal ind i den her fordelstankegang ved det”, siger Janet Alsø.
Lad bestyrelsen lette dit arbejde
At få en bestyrelse kræver altså, at man som ejerleder bliver gjort opmærksom på værdien ved en bestyrelse og hernæst er villig til at åbne op og investere tiden i det. Når du som ejerleder er nået til det punkt, vil du højst sandsynligt opleve, hvor stor en lettelse det kan være at få hjælp til børnepasningen.
Få inspiration til hvad en god bestyrelse er, og hvordan du bedst sammensætter den.