Reference: En ekstern bestyrelsesformand skal hjælpe Sourzing A/S til næste niveau

af | jun 3, 2019 | Bestyrelsesformand, Din virksomhed, Virksomhederne siger

Michael Hynkemejer, direktør, medejer og stifter af Sourzing A/S, fremhæver professionalismen ved det rekrutteringsforløb, virksomheden netop har gennemgået hos ASNET Board med henblik på at ansætte en ny ekstern bestyrelsesformand. Han mener, at alle virksomheder, der overvejer at ansætte et eksternt bestyrelsesmedlem, bør gå den professionelle vej.

”Jeg synes, det har været et rigtig godt og professionelt forløb, og vi har følt os i meget trygge hænder hos Jan og ASNET Board. Jeg kan klart anbefale andre, at man ikke rekrutterer i sin nærmeste omgangskreds – det tror jeg ikke, der kommer noget godt ud af. Jeg tror, at man skal gå professionelt til det, ligesom når man ansætter enhver anden medarbejder,” siger Michael Hynkemejer.

Sourzing A/S, der startede som en iværksættervirksomhed i 2010, producerer skræddersyede emballageløsninger til forskellige brancher samt POS- og displayløsninger primært til ur- og smykkeindustrien. Gennem de sidste næsten 10 år har Sourzing oplevet en positiv udvikling med vækst i både medarbejdere og omsætning. Siden 2013 har virksomheden haft en professionel bestyrelse, der har været med dem på rejsen, men nu følte de fire ejere, at det var tid til at prøve noget nyt.

Tid til at ryste posen og finde en ny bestyrelsesformand

I bestræbelsen på at fortsætte vækstrejsen besluttede Sourzing, at det var tid til at skifte ud i den eksisterende bestyrelse for, som Michael beskriver det, at ”ryste posen”.

”Jeg tror, at der nogle gange er brug for at ryste posen og få noget ny inspiration. Når man er iværksætter, som vi har været – det kan vi nok ikke kalde os længere – så skal man finde en måde at bibeholde den ånd og det tryk på kedlerne, vi har haft indtil nu. Så når vi går ind i den her modenhedsfase, tror jeg, at vi alle sammen har brug for nogen, der holder os til ilden, kommer med nye input og sørger for, at strategien stadig er den rigtige. Derfor tog vi kontakt til ASNET Board for at få hjælp til at finde de kræfter, der nu skal hjælpe os med at tage virksomheden til næste niveau,” forklarer Michael.

ASNET Boards rekrutteringschef, Jan Holm, har gennem en struktureret proces hjulpet Sourzing med at finde den helt rette eksterne bestyrelsesformand. I dag består bestyrelsen derfor af formand, Søren Kavin, ét andet eksternt medlem samt de fire ejere.

Eksterne medlemmer skaber diversitet og beslutningskraft i bestyrelsen

Sourzing har allerede fra en tidlig alder inkluderet eksterne medlemmer i bestyrelsen, da der var et ønske om at skabe noget diversitet og beslutningskraft i bestyrelseslokalet.

”Vi er fire ligeværdige ejere, der ikke nødvendigvis altid er enige om alting. Derfor inkluderede vi ret tidligt en ekstern bestyrelsesformand samt et eksternt medlem for at sikre, at der altid bliver taget hensyn til selskabet og ikke til vores særinteresser som ejerledere. Vi synes, det var og er vigtigt at sikre en professionalisme gennem hele virksomheden,” fortæller Michael.

I Sourzing har man valgt at have en positiv tilgang til det at inkludere eksterne folk i iværksætteriet – noget der for mange ejerledere kan være en smule skræmmende.

”Jeg tror, at mange sidder med en følelse af, at man kommer til at afgive magt over sin virksomhed, når man ansætter eksterne bestyrelsesmedlemmer. En følelse af, at man afgiver indflydelse og beslutningskraft. Men vi har valgt at se anderledes på det: Vores holdning har været, at det aldrig kan skade at få flere inputs. Derfor har vi hele tiden haft virksomhedens bedste for øje. Og så kan det godt være, at der en sjælden gang imellem er en eller to af os, der ikke er helt enige i beslutningen. Men for at sikre vores fremdrift, har vi brug for den modvægt og handlekraft, en ekstern bestyrelse kan give. For i min optik er stilstand det mest skræmmende,” understreger Michael.

Før du ansætter en ekstern bestyrelsesformand

For at skabe den nødvendige diversitet og kompetencesammensætning, havde de fire ejere allerede inden de tog kontakt til ASNET Board, gjort sig nogle vigtige overvejelser om deres nye bestyrelsesformand.

”Det er vigtigt at starte med at gøre sig nogle tanker omkring, hvad man har brug for, så man ikke bare ”forelsker” sig i en person, men man kigger på, hvilke kompetencer, man har behov for. Og så skal kemien selvfølgelig også være til stede, ligesom når man ansætter medarbejdere. Men først er man nødt til at kigge indad og finde ud af, hvad man har behov for og så gå professionelt til det. Det synes jeg, vi er sluppet heldigt af sted med i rekrutteringen af vores nye bestyrelsesformand,” fortæller Michael.

Læs også, hvad andre virksomheder siger om rekrutteringen af eksterne bestyrelsesmedlemmer her.

Om Sourzing A/S

  • Kontorer i Kolding (hovedkontor), Kina og Singapore
  • Medarbejdere: 26
  • Priser: 2* Gazelleprismodtager, nomineret til Entreprenuer of the Year
  • Bestyrelsesformand: Søren Kavin, ASNET Board medlem

Vores holdninger til bestyrelsesformanden

Bestyrelsesformanden varetager en vigtig rolle i din virksomhed. I vores optik er formandsposten ikke blot lig med en højerestående titel, det er fokuseret arbejde. Bestyrelsesformanden skal sikre den bedst mulige uvikling for din virksomhed. 

Læs mere om, hvad bestyrelsesformandens arbejde omfatter, og hvordan vi mener, man bliver en god bestyrelsesformand her.

E-bog: Skaber en bestyrelse værdi for din virksomhed?

Kan en bestyrelse skabe værdi for dig og din virksomhed? Kan du opnå effekt af en bestyrelse med eksterne medlemmer? Og hvordan sikrer du det? I denne e-bog forsøger vi at guide dig i retning af svarene på bl.a. disse spørgsmål. Er du i tvivl om bestyrelsens relevans for din virksomhed, så download e-bogen nu.