(Opdateret artikel)
”Jeg mener, det er en vigtig erkendelse for SMV’er, at hvis de har ambitioner for virksomhederne, og de ønsker vækst, så er man nødt til på et eller andet tidspunkt at få noget strategisk sparring.”
Sådan lyder det fra Lars Handrup, administrerende direktør i OptimumIT, idet han forklarer motivationen bag at ansætte en ekstern bestyrelsesformand. Ifølge Lars bør alle små og mellemstore virksomheder med vækstambitioner have en ekstern bestyrelse, der sikrer strategisk sparring og større træfsikkerhed for virksomheden. Det er grunden til, at OptimumIT i dag har en ekstern professionel bestyrelsesformand.
Lars Handrup er uddannet datalog med en IT-faglig baggrund og er administrerende direktør og partner i konsulentvirksomheden OptimumIT, der har kontorer i København og i Åbyhøj ved Aarhus. OptimumIT blev grundlagt i 2010 med ambitionen om at være med til at gøre en reel forskel i digitaliseringen af det danske samfund. I OptimumIT har man hele tiden vidst, at virksomheden skulle have en professionel bestyrelse, når tiden var til det. I dag har OptimumIT en ekstern bestyrelsesformand, som er rekrutteret gennem ASNET Board. På sigt vil bestyrelsen blive suppleret med nye bestyrelsesmedlemmer i takt med behovet for nye kompetencer i bestyrelsen.
Ansæt bestyrelsen, mens det går godt
OptimumIT har haft stor succes med etableringen af virksomheden og med at få skabt en vækst, der giver mening i forhold til den balance, virksomheden gerne vil have mellem kvalitet og den ekspertise, de vil levere til kunderne. For Lars har dette været afgørende for, hvornår projekt ”ekstern bestyrelse” skulle søsættes.
”Det er når det går godt, at man skal sørge for at få den strategiske sparring, der skal til for at bringe en videre. I mine øjne hedder det ikke vækst for enhver pris. Den balance mellem hele tiden af have en høj kvalitet i vores ydelser, få rekrutteret de rigtige medarbejdere og samtidig skabe vækst, har egentlig været rigtig god. Men det at blive ved med at bruge de muligheder, der opstår og være strategisk tænkende, det kræver noget særligt. Derfor synes jeg også, at bestyrelsen skal etableres, mens det går godt. Vi har fået søsat os selv på en god måde, tingene fungerer, og vi har rammerne til at tænke langsigtet og eksekvere” påpeger Lars.
Bestyrelsen skal bruges strategisk, ikke blot som en redningskrans
Det kan måske virke ulogisk at bede om hjælp, når tingene går godt. Alligevel er det den tankegang, Lars mener, at flere SMV’er bør have, når de skal forholde sig til at rekruttere en bestyrelse. I hans øjne er det nemlig afgørende, at bestyrelsen ikke blot betragtes som en redningskrans til en nødlidende virksomhed. Bestyrelsen skal være strategisk, sætte kursen og understøtte direktionen i udviklingen af virksomheden.
”Bestyrelsen skal ikke etableres, når man står og føler sig klemt og har brug for at blive reddet. Så kan det være for sent. Det er for mig et princip og noget jeg mener, at vi i SMV-segmentet generelt bør tænke mere over. Hvis vi skal sikre væksten og udviklingen i virksomheden, skal vi mande op med strategiske kræfter i ledelsen. Og jeg siger ikke, at man ikke sagtens kan skabe vækst uden en bestyrelse, men det giver en højere træfsikkerhed, større chance for at nå målene og gør det lettere at være administrerende direktør,” siger Lars.
SMV’er bør erkende, at de har brug for strategisk sparring
Der er ingen tvivl om, at Lars er varm fortaler for, at alle virksomheder før eller siden bør sammensætte en professionel bestyrelse med en ekstern formand.
”Man kan selvfølgelig få strategisk sparring på mange måder, men det at få en tæt ind på livet af virksomheden, som er med til at tage ansvar osv., det er bare guld værd. Ansætter man en professionel bestyrelse, skal man selvfølgelig være bevidst om, at man bør få nogle eksterne personer, der kan supplere en som ejerleder eller administrerende direktør. Det er der egentlig ikke noget stort og forkromet i, men du får mere pingpong og bedre dynamik i bestyrelsesarbejdet med en ekstern bestyrelsesformand, end hvis du selv sidder som formand,” forklarer Lars.
Sådan fandt OptimumIT det rigtige bestyrelsesmedlem
At finde den eller de personer, der kan give din virksomhed den nødvendige strategiske sparring, kræver, at du har gjort dig visse tanker, inden du går i gang. Da OptimumIT skulle rekruttere deres nye bestyrelsesmedlem, havde de på forhånd opstillet nogle kompetencekrav og kriterier for kandidaterne, som ASNET Board arbejdede ud fra.
”Behovene og kravene svinger meget fra virksomhed til virksomhed. Men lige meget hvad, er det utrolig vigtigt at være bevidst om, hvad det er for en situation og kontekst, virksomheden er i, og hvilken strategisk retning, du vil sætte kurs mod. Du skal rekruttere bestyrelsen ud fra, hvad det er for behov, du har, så den kan supplere dig som ejer og leder” understreger Lars.
For Lars og OptimumIT var det vigtigt at finde det rigtige medlem, uden at skulle bruge for meget tid på rekrutteringen selv. Derfor valgte de at få hjælp fra ASNET Board, der fandt flere kvalificerede bestyrelseskandidater.
”Vi kunne godt lide, at der rent faktisk var adskillige stærke kandidater at vælge imellem. For det handler ikke bare om at få nogle kompetencer, der matcher vores kriterier. Det handler også om kemi, om vedkommende kan spille ind i det eksisterende ledelsesteam, og om han eller hun kan give modspil og sikre at vi går fra bestyrelsesmøderne med gåpåmod og energi til at eksekvere,” fortæller Lars om hans tanker i rekrutteringsforløbet.
”For det første, så vidste jeg, at vi ikke havde tilstrækkeligt med tid til selv at finde de rigtige kandidater. Det at få støvet nogle relevante profiler op, var for stor en opgave i sig selv, som jeg vidste, at vi ikke ville få tid til. For det andet, så var det faktisk vigtigt for mig at finde nogen, der ligger længere væk fra mit netværk. Det vigtigste var at finde en, der matcher kriterierne og bl.a. kan bidrage med erfaringer fra andre brancher. Dem der er i mit netværk, kender jeg for godt, og repræsenterer ikke i tilstrækkeligt omfang alternative synspunkter.”