(Opdateret artikel)
Personlig branding er næsten uundgåeligt, hvis du vil udvikle din bestyrelseskarriere i dag. Kun omkring 5% af bestyrelsesposter i Danmark besættes gennem åbne opslag, og derfor skal du aktivt sætte dig selv i spil, hvis du vil i betragtning til posterne.
Dit personlige brand er det signal, billede og udtryk, du sender til dine omgivelser om, hvem du er, og hvad du kan. Og i bund og grund har vi alle et – uanset om vi tænker over det og dyrker det eller ej.
I dagens digitale verden har vi fået mange muligheder for at ”pleje” vores personlige brand og vise andre, hvem vi er, blot ved at sidde bag en skærm. Og det har vi f.eks. gennem databaser, personlige hjemmesider og blogs og ikke mindst de sociale medier.
I denne artikel har vi taget et kig på et bestemt socialt medie, nemlig LinkedIn. Men hvorfor er lige netop LinkedIn et godt værktøj til personlig branding? Og hvordan kommer du i gang med at bruge det og skabe resultater, der styrker dit ‘brand’ som bestyrelseskandidat?
For at give dig svaret på det, har vi taget en snak med Leif Carlsen fra Social Selling Company, der i denne artikel giver sit bud på, hvordan du kan bruge LinkedIn til personlig branding.
Derfor er LinkedIn et godt værktøj til personlig branding
Mange kan nok nikke genkendende til at have oplevet at blive dynget til med kommentarer om, at det er vigtigt at have en profil på LinkedIn, hvis man vil frem i verden og blive til noget. Sådanne kommentarer har højst sandsynligt ledt til en smule skepsis, for du har da klaret dig fint uden indtil nu. Men måske er der noget om snakken. Det er der i hvert fald, hvis man spørger Leif Carlsen, der selv har mange års erfaring som engageret LinkedIn-bruger og rådgiver. Han mener, at de sociale medier, og særligt LinkedIn er vigtige i dag, fordi de giver os muligheden for at kommunikere gevaldigt meget mere med vores netværk og relevante personer, end hvis vi blot gør det gennem fysiske møder.
”Det handler om, at hvis man kun kan sætte et aftryk hos sin målgruppe ved, at man møder op til f.eks. ASNET Board møder, så kan det godt tage rigtig lang tid, før at man overhovedet kan lykkes med det. Så grunden til, at vi skal bruge LinkedIn er, at vi kan skalere vores kommunikation og nå meget bredere ud på den måde. Dét synes jeg er et væsentligt argument for, hvorfor vi skal bruge LinkedIn,” fortæller Leif. Han mener, at uanset om man er bestyrelsesmedlem eller har en hvilken som helst anden titel, så er LinkedIn et vigtigt værktøj i personlig branding-processen.
Start med begyndelsen: Læg en strategi
Måske du, ligesom mange andre, er nået til et punkt, hvor din skepsis er ved at bløde op, og du egentlig gerne vil i gang med det hersens LinkedIn. Måske du allerede har lavet en profil. Hvis du er nået her til, er du måske også klar til at lægge en indsats og komme ordentligt i gang med at bruge platformen. Men hvordan gør du det?
Ifølge Leif, handler det – ligesom med så mange andre ting – om at lægge en strategi og en plan. For manges vedkommende sker det, at man en dag beslutter, at nu vil man være aktiv på LinkedIn. Og så laver man først et opslag og så et mere, og så går der et par uger, hvor man glemmer det, og der sker ikke rigtigt noget med de to første opslag. Og så prøver man lidt igen. Og det kan man godt gøre. Men som Leif siger, så er problemet, at ”uden en strategi og en taktik, så har du ikke nogen retning, og uden eksekvering, har du ikke nogen fremdrift. Hvis du ikke har målet og den strategiske tilgang til det, så er der bare rigtig stor risiko for, at du går kold i det på et tidspunkt.”
For at lykkes med LinkedIn, skal du starte med at sætte dig de mål, der skal drive din lyst til overhovedet at være på LinkedIn. Du skal identificere, hvad det er du vil have ud af at lægge en indsats her. Det kan være, at få din første bestyrelsespost eller at blive bestyrelsesformand i en ny virksomhed, eller måske du har brug for at skabe noget synlighed omkring din profil. Lige meget hvad, skal målet lægge grundlaget for din strategi og taktik.
”Den strategiske tilgang handler om, hvad det er du ønsker at opnå som følge af din tilstedeværelse på LinkedIn,” forklarer Leif og fortsætter: ”Når du er kommet så langt, handler den mere taktiske del om, hvad det er for nogle ting, der er vigtige for dig.” Det er altså ikke nok at identificere nogle mål, du skal også i gang med at gøre nogle ting, der bevæger dig tættere på de mål.
”Det handler om, hvordan du får kommunikeret de her ting. Du skal lave koblingen mellem det overordnede strategiske mål – hvad er det du vil opnå – de taktiske hovedingredienser i det, du ønsker at flytte, og så den eksekverende del. Og den handler om, hvad du skal gøre, hvor ofte du skal gøre det og hvordan du skal gøre det. Så det handler om at få lavet en strategi, en taktik og en eksekveringsplan,” siger Leif og refererer til, hvad han kalder for ”kommunikative fyrtårne”. De kommunikative fyrtårne er de kompetencer og tilgange du har inden for det område du gerne vil positionere dig på. Det er de overskrifter, der skal dække dig som person. Og det er essentielt at gøre sig nogle tanker om, hvad de er, og hvordan du vil benytte dem som en del af din LinkedIn-taktik.
Undgå for meget ”mig, mig, mig”
Udover at lave en strategi, en taktik og en plan, er der én ting, der er vigtig at have for øje, når vi snakker personlig branding i dag. Og det er, at det ikke handler om dig. Det lyder måske lidt mærkeligt, eftersom personlig branding jo netop er, ja, personlig. Men vil du lykkes med personlig branding og LinkedIn, er der én ting, du hele tiden skal have in mente: din målgruppe.
”Det er et spørgsmål om at finde den her hårfine balance mellem, at du skal udstille en ekspertise gennem de problemer, som virksomhederne kæmper med – altså hvad er det for problemer som bestyrelserne anno 2018, 19 og 20 kæmper med – uden at det bliver for meget selvpromovering,” understreger Leif. Selvfølgelig kan man ikke fuldstændigt undgå selvpromovering. Men ifølge Leif er den store gevinst at finde, når man rent faktisk lykkes med at få positioneret sin ekspertise gennem nogle indlæg, der viser, at man har et bud på, hvordan man kan arbejde med de problemer. Tænk bare på hele social selling og content marketing-tankegangen:
”Vi snakker meget om, at kunderne er uendeligt meget mere interesseret i deres egne problemer, end de er i dine produkter. Den tanke tror jeg godt, man kan overføre til personlig branding og bestyrelsestankegangen. Virksomhederne er også uendeligt meget mere bekymrede om deres egne problemer, end om dig som person,” siger Leif.
For mere inspiration kan du også læse vores artikel om den moderne sælger og social selling.
Sådan kommer du i gang med personlig branding: 7 tips til at bruge LinkedIn
Som bestyrelseskandidat er personlig branding og LinkedIn utroligt relevant i dag. Hvis du ikke allerede har kastet dig ud i det, har vi her samlet 7 konkrete tips til, hvordan du kommer godt i gang med LinkedIn.
1. Sæt dig et mål
Som beskrevet ovenfor, er det første og vigtigste du skal gøre at sætte dig et mål. Find ud af, hvorfor du gerne vil i gang med personlig branding og LinkedIn, og hvad du vil have ud af det.
2. Lav en strategi og en plan
Brug dit mål og din motivation til at lave en strategi og en plan for, hvordan du vil opnå det mål. Skriv ned hvor mange statusopdateringer du vil lave om ugen, hvor mange artikler du vil skrive om måneden, hvem du vil connecte med for at blive set osv. Gør det så nemt og konkret for dig selv at følge din taktik og plan, ellers risikerer du, at det går i glemmebogen.
3. Læg en dyd i din profil
For mange kan det virke overflødigt at gøre noget ud af profilen på LinkedIn. Men det er det ikke. Din profil er dit online visitkort, og den skal afspejle dig, vise hvem du er, og hvad du kan. Det er din mulighed for at vise, hvad du gerne vil udstråle som person, som ekspert, som bestyrelseskandidat.
4. Del noget regelmæssigt
”Når vi snakker strategi, taktik og eksekvering, så bliver man altså nødt til med en vis frekvens at gå tilbage til de punkter og tjekke op på, om man rent faktisk sørger for at eksekvere, kommunikere og gøre de ting, der skal gøre en synlig.” Sådan lyder det fra Leif, der understreger, at hvis man vil flytte sig mod sit mål, så er man nødt til at lægge en kontinuerlig og regelmæssig indsats. Han foreslår, at man laver 2-3 statusopdateringer om ugen, skriver 2 artikler om måneden og kommenterer og engagerer sig med sin målgruppe og sit netværk.
5. Acceptér at det tager tid
Rom blev ikke bygget på en dag. Ja, det lyder som en kliché, men her er det altså en relevant en af slagsen. Når det kommer til LinkedIn, er man nødt til at acceptere, at det kan tage noget tid, før man begynder at se resultater. Tror man andet, risikerer man at gå død i det ret hurtigt. Så du må væbne dig med tålmodighed og huske at følge din strategi, taktik og plan, og så skal resultaterne nok komme.
6. Tænk på din målgruppe
Som tidligere nævnt, er det essentielt at tænke din målgruppe ind i dine aktiviteter på LinkedIn. Snak til din målgruppes problemer og udfordringer, når du vil positionere dig selv. Du kan også med fordel udvælge nogle, som du ved, du gerne vil have lægger mærke til dig og tænke deres behov og situation ind i din aktivitet.
7. Kom i gang!
”Det gælder om at komme i gang og prøve det af. Du får lavet nogle fejl og snubler måske lidt hist og her, men kom i gang nu.” Sådan lyder det sidste tip fra Leif, og budskabet er rimelig klart: Hvis du sidder og venter på det perfekte tidspunkt eller ar bange for at lave fejl, så kommer du aldrig i gang med personlig branding og LinkedIn. Så kast dig ud i det og få nogle reaktioner fra dit netværk, og så bliver du mere og mere sikker hen ad vejen.
Psst! Som medlem af ASNET Board har du mulighed for gratis vejledning omkring din LinkedIn-profil, så den står skarpt, når du skal profilere dig selv. Bliv medlem nu.