Efter 11 år med samme bestyrelseskonstellation var det tid til at revidere, om bestyrelsen i Protox stadig var tidssvarende. Med udgangspunkt i en betydelig udvikling i virksomheden troede direktionen, at de havde brug for nye kræfter, der kunne hjælpe dem med at sælge nye produkter og indtage eksportmarkedet – men de blev klogere. Undervejs i søgeprocessen med Asnet fandt de nemlig ud af, at de skulle starte et helt andet sted.

Fakta om casen:

Navn: Protox A/S

Lokation: Kolding

Behov: Erstatning af bestyrelsesmedlem til eksisterende bestyrelse

Rekrutteringskonsulent: Jan Holm

Generationsskifte i Protox

Mogens Jensen har siddet i bestyrelsen i Protox siden 2010, efter hans kone blev en del af ejerskabet i virksomheden, der laver midler til professionel bekæmpelse af svampe-, skimmel- og insektproblemer. Dengang var de 3 personer i bestyrelsen, hvoraf den ene var Ole Munck, som grundlagde Protox efter mange år i træbeskyttelsesbranchen. Ole Munck ønskede at trappe langsomt ud af ejerskabet, og derfor indgik de en aftale om et løbende generationsskifte over en 5-årig periode, hvorefter 100 % af ejerskabet skulle tilhøre Mogens og hans kone.

Nye muligheder udfordrer bestyrelsen

Efter generationsskiftet var fuldendt, og de rent organisatorisk var på plads med rekrutteringen af Bo Mogensen som ny direktør og en intern omorganisering, begynder der at opstå nogle nye muligheder i virksomheden inden for produktudvikling især. Det er i forbindelse med de nye produkter, som henvender sig til andre kundetyper og derfor skal distribueres gennem andre salgskanaler, at Mogens sammen med Bo begynder at drøfte, om den nuværende bestyrelse har udtjent sin værnepligt:

”Vi når frem til, at vi simpelthen mangler én i virksomheden, og det er primært inden for strategi. Vi vil gerne på eksportmarkederne, så vi skal have noget viden og knowhow om internationalisering og hvordan, vi gebærder os på de nye markeder med både eksisterende og nye produkter,” fortæller Mogens.

Derfor tager Mogens kontakt til direktør i Asnet, Henrik Nielsen, som han har kendt og arbejdet sammen med i mange år. Han råder dem til at tage fat i Asnets rekrutteringschef i region vest, Jan Holm, til en snak om hvad det er, Protox gerne vil. Og med visheden om Asnets ”No cure – no pay”-politik, tænkte Mogens, at det i hvert fald ikke kunne skade at tage en snak med Jan:

”Den aftale, man laver med jer, er jo, at hvis I ikke finder nogle kandidater, vi kan bruge til noget, jamen så koster det ingenting. Og det er jo ikke det, der er afgørende. Men det fortæller jo, at I er bevidste omkring, at det her er en service, I yder, og at I har forstand på det, I laver.”

 

Man kan ikke få i pose og sæk

Derfor får Mogens og Bo sat et møde op sammen med Jan, hvor målet er at udarbejde en kravspecifikation baseret på udgangspunktet om at finde en person, der kunne hjælpe med og rådgive om, hvordan særligt de nye produkter skulle sælges. Og hvordan, man skulle få dem på eksportmarkedet. Men når man skal rekruttere et nyt bestyrelsesmedlem, kan det være svært begrænse sig, når man laver en ønskeseddel over kompetencerne:

”Det er nok først dér, det går op for os, at det ikke er let, det her! For i starten vil man gerne blande alle de bolsjer, der findes, og man vil både det ene og det andet. Og der er Jan god til – med hans viden og erfaring – at stille de rigtige spørgsmål og på den måde stille og roligt få os ned igennem den her tragt, hvor der er meget plads i starten, men som efterhånden bliver snæver.”

Med hjælp og vejledning fra Jan bliver de vigtigste og bedste ”bolsjer” gelejdet ned gennem tragten, og kravspecifikationen formuleres. Herefter begynder søgningen for alvor, og forskellige kandidater kaldes ind til forhåndsinterviews, hvoraf nogen udvælges til samtaler med Mogens, Bo og Jan:

”Der møder vi jo selvfølgelig nogen, der kan noget inden for det område, vi har beskrevet over for Jan. Og der kommer altså nogle rigtig, rigtig dygtige folk ind til de her samtaler. Men vi møder også nogle ret forskellige personligheder, fagligheder og tilgange til at løse opgaven. Og det betyder faktisk, at vi bliver nødt til at have en snak med Jan igen, fordi vi bliver udfordret på, hvad det egentlig er, vi søger.”

Protox Logo

Et spark over skinnebenet

Det var særligt én af kandidaterne, der satte tanker i gang hos både Mogens og Bo. Så meget, at de måtte have endnu en snak med Jan om kravspecifikationen – for havde de nu valgt de rette bolsjer? Eller var det måske en helt forkert pose, de havde blandet i til at starte med?

”Vi har jo de her nye produkter, så vi har selvfølgelig kigget på, hvordan vi skal sælge dem. Det er jo naturligt. Men der gik Søren ind og var lidt fræk på den gode måde, hvor han sagde: ’Er I sikre på, at I skal sælge de her produkter? Inden, jeg vil diskutere med jer, hvordan I skal sælge dem, vil jeg hellere diskutere, om I er sikre på, at det faktisk passer ind i jeres strategi’. Det sparkede os lidt over skinnebenet og skubbede lidt til Bo og mig, så vi kiggede på hinanden og sagde ’Wow. Der er altså lidt her vi lige skal forholde os til her’.”

De nåede til erkendelsen om, at der altså skulle en øvelse til, inden de begyndte at lægge planer for selve salget. Og det var i virkeligheden den erkendelse og det spark over skinnebenet, der endte med at gøre udfaldet i søgeprocessen:

”Søren kan hjælpe virksomheden med at starte med at sige: ’Produktudvikler vi, fordi vi kan produktudvikle? Eller passer det ind i virksomhedens strategi?’. Det var hans kritiske tilgang til opgaven, der i sidste ende blev tungen på vægtskålen i forhold til, hvem vi valgte.”

 

Lærerig proces med større selvindsigt

Efter sparket over skinnebenet og den efterfølgende revidering af kravspecifikationen, stod det klart for Mogens og Bo, at Søren Kavin skulle være det nye bestyrelsesmedlem i Protox. Søren er Asnet partner og har masser erfaring med strategisk betyrelsesarbejde, og han sidder blandt andet i bestyrelsen hos Skorstensgaard, som vi også tidligere har hjulpet med at søge bestyrelsesmedlemmer.

Hos Mogens er der ingen tvivl om, at de har fået mere ud af processen end ’bare’ et nyt bestyrelsesmedlem:

”Der er jo ingen tvivl om, at vi på en positiv måde er blevet lidt udfordret inde i den nuværende bestyrelse og i direktionen. Og vi er nok blevet lidt mere bevidste om, hvad vi gør, og hvad det er, vi ikke gør og hvorfor. Det har været en rigtig lærerig proces for os.”

Derfor er Mogens rigtig glad for, at de tog beslutningen om at tage fat i Asnet. Han er nemlig ikke sikker på, de ville være nået lige så langt på egen hånd:

”Selv om jeg selv har en del erfaring med bestyrelsesarbejde, så er det noget andet, når man selv skal ud at rekvirere en ny til sin egen bestyrelse. Det kræver nye øjne udefra, og her har Jan været en god sparringspartner gennem hele forløbet. Han har en masse erfaring inden for bestyrelsessøgninger og udarbejdelse af kravspecifikationer, for han har jo været med til ufatteligt mange af de her interviews og hjulpet en masse virksomheder. Så han er en rigtig dygtig mødeleder, og derfor kom vi rigtig godt omkring i samtalerne med kandidaterne,” fortæller Mogens.

 

En overraskende positiv oplevelse

Og Jan var ikke bare med til møderne. Han stod til også rådighed, når der var spørgsmål eller tvivl mellem møderne:

”Jan har været meget med i processen helt fra starten af. Vi har haft en god, løbende dialog, og det har helt klart været noget af det bedste ved forløbet: at det ikke blev sådan noget opstyltet og formelt noget, der gjorde, at vi ikke var handlekraftige. Jeg synes faktisk, vi var rigtig dygtige til at navigere i dét at vi blev lidt i tvivl undervejs og var inde og ændre lidt i kravspecifikationen.”

Selv om de blev udfordret på deres kravspecifikation, og hvad det egentlig var, de havde brug for hjælp til, gik hele processen meget hurtigere og glattere, end Mogens havde regnet med:

”Jeg var egentlig positivt overrasket over, at fra det øjeblik, jeg talte med Jan første gang og til vi havde taget en beslutning om at vælge Søren, er processen forløbet næsten overraskende snorlige hele vejen igennem. Det er gået rigtig hurtigt og godt.”

Han fortsætter:

”Der er ingen tvivl om, at det har været en god oplevelse for mig. Jeg er nødt til at sige, at det her er en af de gange, hvor jeg har stået tilbage – og det ved jeg, at Bo også gjorde – og tænkt: ’Okay. Det her, det virkede sgu, og vi er allerede færdige! Det var pokkers…’. Det er svært at sige, at det ikke har været en god øvelse. Det må jeg bare sige.”

Et “arbejdende” bestyrelsesmedlem

Mogens fremhæver også, at det selvfølgelig har været en god proces, fordi de er endt med at rekruttere et rigtig dygtigt bestyrelsesmedlem. Men også, fordi det netop gjorde dem mere bevidste om helt basale overvejelser omkring det strategiske arbejde i en virksomhed, der har gennemgået et ejerskifte:

”Søren har fået nogle meget tydelige ansvarsområder, som netop omhandler strategi, udvikling, internationalisering og i det hele taget den her stillingtagen til: hvem er vi, og hvorfor er vi det? Vi er meget inde og kigge på de her almindelige strategiske overvejelser i forhold til mission, vision, bæredygtighed osv.”

Søren Kavin har ikke siddet længe i Protox’ bestyrelse, men Mogens er ikke et sekund i tvivl om, at de valgte rigtigt:

”Nu har Søren jo ikke siddet i bestyrelsen så længe, men det, vi har set og mærket har i hvert fald levet op til de forventninger, vi selv havde omkring det her. Jeg snakker med ham i hvert fald mindst en gang om ugen. Den aftale, vi har lavet med ham, er heller ikke sådan noget med, at vi har 4-6 formelle bestyrelsesmøder om året, hvor vi skal nå at komme alt igennem. Det sker der simpelthen for meget til i vores virksomhed, og der er så mange ting, vi skal og gerne vil. Så aftalen er, at han er et lidt mere ’arbejdende’ bestyrelsesmedlem, hvor vi har en mere løbende dialog.”

Det næste stykke tid skal Protox og Søren arbejde med virksomhedens strategi, men for Mogens er det ikke utænkeligt, at de inden for en overskuelig fremtid igen vil se på, om bestyrelsen er tidssvarende i forhold til, hvordan de næste par år kommer til at gå for den Kolding-baserede virksomhed:

”Det er vigtigt for mig at understrege, at de kandidater, vi havde til samtale, alle sammen – absolut – var kvalificerede til opgaven. Når vi kommer videre med arbejdet, kan det også sagtens være, at flere af kandidaterne kunne blive aktuelle for os. For der er ingen tvivl om, at der var noget viden og noget kundskab dér, som vi sagtens kunne se os gøre brug af i fremtiden. Til den tid vil vi helt sikkert tage fat i Asnet igen.”

 

Skal vi også hjælpe din virksomhed med at finde nye kræfter til bestyrelsen, så den bliver tidssvarende? 

Kontakt os her for en snak om, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe jer. Det er helt uforpligtende.