Den østjyske robotvirksomhed, TinyMobileRobots, har haft fart på fra starten af, og på trods af virksomhedens forholdsvis unge alder, var der allerede efter et par år behov for nye kompetencer i bestyrelsen, der kunne følge med virksomhedens udvikling. Derfor ledte de efter to nye medlemmer til bestyrelsen. Det ene medlem fandt de i deres eget netværk, det andet bad de Asnet om hjælp til. De skulle nemlig bruge en, der på samme tid havde en bred, faglig viden om robotbranchen, kompetencer inden for salg- og marketing samt international erfaring. Og de profiler hænger ikke på træerne.
Navn: TinyMobileRobots
Lokation: Malling, Aarhus
Type virksomhed: Robotproduktion til opmærkning og opmåling af sportsbaner og vejanlæg.
Fakta
- Grundlagt i 2015
- + 35 medarbejdere
- 7,3 mio. i bruttofortjeneste i 2020
Historien om TinyMobileRobots starter i 2013 med det, man vist godt kan kalde for lidt af en tilfældighed. Ejer og direktør i virksomheden, Jens Peder Kristensen, stødte nemlig på en robot, som var ved at lave noget opmåling på en landevej en dag. Det viste sig at være en prototype, der var kommet til verden i et projekt om at kunne lave præcisionsopmålinger af veje og kvalitetskontrol af ny asfalt på motorveje.
Jens Peder blev inspireret, og han så straks muligheder i projektet:
”Der tænkte jeg: du har et produkt, du har en kunde, og du har en forretningsmulighed”.
Men forskeren bag prototypen var egentlig ikke interesseret i at produktmodne, så Jens Peder tog chancen og spurgte, om han måtte starte en virksomhed med det formål at videreudvikle på robotten.
Komplekst produkt med potentiale
Det fik han lov til, og det viste sig at være en rigtig god ide at give sig i kast med. Og selv om det ikke er et marked, hvor TinyMobileRobots har monopol, kan de seriøse konkurrenter tælles på én hånd. Men derfor har det stadig været krævende og en hård start, for selv om det kan virke som en simpel maskine, er virkeligheden en anden:
”Det er jo et produkt, der både kræver mekanik, spray- og pumpeteknik, elektronik, robotsoftware, en skyløsning og en APP-løsning. Så der er enormt mange kvalifikationer, der skal til, før du har en samlet løsning”.
Han lægger heller ikke skjul på, at det da har krævet en vis sans for koordinering at få de forskellige komponenter og teknologier til at spille sammen. Men med en ingeniøruddannelse i rygsækken og konsulenterfaring inden for rådgivning og udvikling af nytænkende projekter for forskellige kunder var Jens Peder heldigvis ikke helt på bar bund:
”Min uddannelse som elektronikingeniør har bragt mig langt hen ad vejen, fordi det har givet mig en grundlæggende forståelse inden for området. Så jeg forstår, hvad de spørger om, når ingeniørerne kommer til mig med et teknisk problem. Med min tidligere erfaring som konsulent forstår jeg mig også på, hvor det er smart at kaste ressourcer ind, og hvor det er mindre smart,” fortæller Jens Peder.
Aflastning, mindre spildtid og færre fejlbeslutninger
Alligevel har der været områder, hvor han har haft brug for en rettesnor. Det er noget af dét, som det nye bestyrelsesmedlem, Christian, især har hjulpet med:
”Christian sparer mig for mange timers arbejde og eventuelt også spildt arbejde, fordi jeg gennem sparring med ham kan løse en opgave meget mere effektivt – eller vælge en løsning fra, som ville være en fejltagelse.”
Christian arbejder nemlig i en anden robotvirksomhed til hverdag – som selvfølgelig ikke er konkurrent til TinyMobileRobots, da det er to meget forskellige kundemarkeder, de henvender sig til – og derfor kan han bidrage med en masse indsigter i, hvordan den virksomhed har gjort i lignende situationer:
”I kraft af hans erfaring kan han fortælle os, hvad vi skal være opmærksomme på og guide os uden om dårlige beslutninger, som de allerede har mærket på egen krop i form af dårlige erfaringer”.
Der er selvfølgelig ikke tale om, at TinyMobileRobots på nogen som helst måde er i gang med at kopiere eller snylte på den anden robotvirksomheds strategier. Men som i så mange andre brancher, er der ingen grund til ikke at lære af andres fejl eller lade sig inspirere af andres succeshistorier. Selv om Christian selvfølgelig tager en masse forskellig viden og erfaring med sig ind i bestyrelsen, er Jens Peder helt klar i mælet i forhold til, hvor vigtig Christians netværksfunktion har vist sig at være:
”Det er min klare læring i hele den her proces, at man ikke kun skal kigge på de faglige kvalifikationer, når man rekrutterer et nyt bestyrelsesmedlem. Man skal også kigge på, hvad det er for et netværk, bestyrelseskandidaterne byder ind med. Efter Christian er trådt ind i bestyrelsen, har jeg fået en person, som jeg kan trække på som netværksfunktion inden for robotbranchen og salgsfunktioner, som jeg ikke ville have adgang til, hvis han ikke var en del af bestyrelsen”.
Har man en stor, veletableret virksomhed, kan der selvfølgelig være forskel på, hvordan man vægter vigtigheden af kvalifikationer og kompetencer kontra et stort og/eller relevant netværk. Og man skal naturligvis ikke vælge en kandidat udelukkende på baggrund af netværk, for kemien og kompetencerne er i dén grad også essentielle og afgørende for, hvordan samarbejdet kommer til fungere.
I en rekrutteringssituation kan det derfor være en god ide at have nogen med på sidelinjen, der kan sørge for, at man holder næsen i sporet og ikke bliver vildledt af hverken prangende CV’er, overvældende talegaver eller imponerende forbindelser på LinkedIn.
En konstruktiv flue på væggen
Jens Peder oplevede selv værdien af at have en objektiv deltager med til samtalerne med kandidaterne:
”Jan har været med til alle samtaler, og det har vi været rigtig glade for. Det er rigtig godt at have én med, som sidder lidt på afstand, der bare observerer. For man er meget koncentreret om den dialog, der foregår, og derfor er der måske nogle af de nonverbale ting, man ikke opfanger. Og så er det godt at have en observatør med, der sidder på afstand og betragter situationen og måske ikke fagligt er helt inde i stoffet, men kan vurdere, hvordan dialogen fungerer”.
Jan har heldigvis mange års erfaring med at sidde med til bords under rekrutteringsinterviews, om det så er i en mere aktiv rolle eller som observerende bisidder. Og dét var uden tvivl med til at styre rekrutteringen i den rigtige retning, for der var mange informationer og indtryk at holde styr på med ni forskellige kandidater. Til sidst endte det med at være tæt løb mellem to kandidater, men Jens Peder er generelt meget tilfreds med de profiler, Asnet præsenterede:
”Der var virkelig høj kvalitet, og jeg tror, de alle kunne have fungeret godt i bestyrelsen. Vi havde to rigtig gode kandidater til sidst, og ham, vi valgte fra, er stadig én, der står højt på min liste over folk, vi nok skal have ind i bestyrelsen på et tidspunkt. Christian havde bare den helt rigtige profil,” fortæller han.
Jens Peder skal da heller ikke bruge megen tid til at reflektere over sin oplevelse med selve rekrutteringsprocessen:
”Det er virkelig en effektiv og professionel måde, I kører rekrutteringsforløbet på i Asnet. Jeg er faktisk ret imponeret over, hvor godt et produkt I kan tilbyde, som samtidig er til en pris, der bestemt er til at betale. Processen er enormt effektiv og spot on, og jeg kan kun anbefale det til andre og udtrykke min største støtte til, at man anvender Asnet, hvis man har brug for bestyrelsesmedlemmer og ikke lige selv har den oplagte kandidat i sit netværk.”
Kunne I også bruge en konstruktiv flue på væggen i forbindelse med rekruttering af nye kræfter til bestyrelsen?
Tag en uforpligtende snak med os om, hvordan vi bedst kan hjælpe jer. Læs mere her.