“Det er mindst lige så vigtigt for os at have en bestyrelse, som det er for alle andre”

af | mar 18, 2022 | Virksomhederne siger, Din virksomhed

Hvad gør man, når ens virksomhed er vokset betydeligt, men de rigtig gode resultater udebliver, og potentialet ikke bliver indfriet? Man etablerer en professionel bestyrelse. Det var den erkendelse, Mathias Rytter nåede frem til, da han tog det næste skridt i og for sin virksomhed, Rytters Tømrerfirma. Asnet hjalp ham med at finde den rette til opgaven.

Rytters Tømrerfirma så dagens lys i 2006, og som så mange andre virksomheder i håndværkerbranchen startede den som en enmandsvirksomhed med en firmabil. Virksomheden voksede langsomt, og de seneste 5 år er det gået stærkt for østjyden, der i dag er chef for omkring 50 medarbejdere. Som han selv siger, er det en hård og uforudsigelig branche, men for nogle år siden begyndte han alligevel at sidde med følelsen af, at han gik glip af noget i sin virksomhed:

”Med tiden har jeg udvidet butikken med et datterselskab, der laver tagpap og et ejendomsselskab, der også er en del af koncernen. Vi havde meget arbejde, men jeg syntes ikke rigtigt, at vores potentiale blev indfriet i forhold til mængden af opgaver. Derfor kom det på tale, at vi nok skulle bruge nogle professionelle udefra til at hjælpe os med det. Jeg har også et par kollegaer i branchen, som selv har fået etableret en ekstern og professionel bestyrelse, og som klart anbefalede mig at gå den vej.”

Navn: Rytters Tømrerfirma

Lokation: København 

Type virksomhed: Tømrer/Håndværk

Fakta

  • Grundlagt i 2006
  • + 45 medarbejdere
  • Koncern med datter- og ejendomsselskab

Ikke tradition for professionelle bestyrelser

Der skulle dog lige gå nogle år, før Mathias gjorde alvor af sine overvejelser om at forstærke virksomheden med eksterne kræfter. For som han siger, er der ikke rigtig tradition for at have en ekstern, professionel bestyrelse inden for håndværkerbranchen – i hvert fald ikke den type, han driver:

”Der har jo ikke været tradition for at have en bestyrelse blandt den ældre generation. Det kan godt være, at der er nogen i branchen, som har en bestyrelse, men så er det jo ofte konen, manden, faren eller onklen, som sidder der, ikke. Men det er jo mindst lige så vigtigt for os at have en bestyrelse, som det er for alle andre brancher. Det tror jeg,” fortæller Mathias.

Han fortsætter med at filosofere lidt over branchens nye udfordringer overordnet set:

”Jeg tror generelt, at der er stor forskel på at drive håndværkervirksomhed nu kontra for 30 år siden. Der er bare nogle andre ting, man også skal have fokus på: at få ting i system, styr på formalia og økonomi i butikken. Der må vi bare erkende, at det ikke er der, at man som håndværker har sine spidskompetencer. Det er i hvert fald de færreste håndværkere, der kan alt det, en bestyrelse kan”.

Netop derfor er det en god ide at alliere sig med en ekstern sparrings- og samarbejdspartner, der kan holde snuden i sporet, rådgive og ikke mindst udvikle og holde den strategiske linje i virksomheden ved lige.

Ønske om kvinde i bestyrelsen

Mathias tog oprindeligt fat i Erhvervshus Midtjylland (tidligere Væksthus Midtjylland), hvor han gik i dialog med en virksomhedskonsulent om sine tanker og udfordringer. Her blev Mathias sendt videre til Asnet, hvor rekrutteringschef Jan Holm overtog processen:

”Da vi talte med Jan første gang, fortalte vi ham lidt om, hvordan vi så vores virksomhed, og så skrev han lidt ned om os. Det var bare spot on. Han er rigtig god til at lytte og forstå, hvilke udfordringer, man sidder med, og han fanger det hurtigt. Han hørte også alt det, vi ikke sagde – men som han selv kunne gennemskue. Det var vi ret imponerede over”.

Herfra gik det stærkt:

”Der gik måske en måned fra første møde med Jan til at vi egentlig sad med de kandidater, der var valgt ud fra ansøgningerne. Jan kom med nogle forslag, og jeg havde lidt sagt på forhånd, at hvis der kom en kompetent kvinde, syntes jeg at det kunne være spændende.”

Lige nu er der netop megen fokus på, at der skal flere kvinder i bestyrelseslokalerne. Det var dog ikke ud fra et ønske om ligestillingskvoter eller deslige, at Mathias gik med præferencer om at rekruttere en kvinde. Det var simpelthen ud fra den betragtning, at kvinder tager noget andet med til bordet:

”Kvinder har ofte nogle andre evner og indgangsvinkler til arbejdet, og det er jo bare en mandsdomineret verden. Så hvis vi kunne finde en kvinde, der var kompetent uden at være overkvalificeret, var det klart at foretrække. Men det var noget, vi på forhånd havde lidt betænkeligheder ved inden samtalerne. Vi syntes nemlig, at nogle af kandidaterne virkede overkvalificerede i den forstand, at de havde nogle væsentlig større virksomheder på CV’et. For er man vant til at handle med millioner eller milliarder er der altså et stykke ud til vores lille bonderøvsbutik herude på landet,” griner Mathias.

Det kan der selvfølgelig være noget om. Heldigvis var Asnet-medlem Trine Brinch Sørensen en af kandidaterne, der var udvalgt, og hun levede op til alle Mathias’ krav uden nogle fine fornemmelser:

”Vi havde den bedste mavefornemmelse med Trine i forhold til, at hun havde kompetencerne til vores behov – hverken mere eller mindre.”

Derfor faldt valget på Trine, som indledningsvist startede i en ”prøveperiode” som advisory board for at indtræde som reel bestyrelsesformand pr. 1. marts 2022.

Rytters Tømrerfirma fik professionel bestyrelse med Asnet

”Det er godt at stå til regnskab for nogen”

Ligesom der er sket meget inden for håndværkerbranchen de sidste 30 år, er der sket meget inden for bestyrelsesbranchen. I dag er bestyrelsesarbejde langt mere aktivt end den mere formelle tilgang, der var normen for bare 10 år siden:

”Det er også en aktiv bestyrelse, vi har brug for. Vi har ikke brug for én, der bare sidder med et stykke papir og skriver referat og siger ’nu kan du lige tænke lidt over det her til vi ses igen om tre måneder’. Vi har brug for én, der er aktiv, og som siger ’nu gør vi sådan her’.”

Selv om det stadig er nyt for Mathias, at Trine er en del af Rytters Tømrerfirma, og han lige skal vænne sig til at have en fast sparringspartner, er han ikke i tvivl om, at det var den helt rette beslutning:

”Jeg er den eneste ejer i firmaet, og selv om der kan være mange fordele i ikke at have nogen, man kan blive uvenner med, har man bare heller ikke nogen at sparre med i forhold til de lidt mere dybdegående og vigtige aspekter i at drive en virksomhed. Derfor er det rart at have en sparringspartner i forhold til forskellige juridiske aspekter eller når jeg fx skal tale med banken eller revisoren. Der er det jo bare rigtig godt at have et par ekstra øjne med på sidelinjen, som ved meget mere om de her områder, end jeg gør.”

Ud over at kunne trække på Trine i forhold til virksomhedens økonomi, jura og administrative aspekter af at drive virksomhed er Mathias også meget bevidst om, hvordan det stiller større krav til ham at have en ekstern, professionel bestyrelse – og det er på en positiv måde:

”Vi sender en afrapportering fra vores revisor til Trine hver måned, så hun kan se tallene og følge lidt i, hvad der sker. Det er nyt for os at få gennemgået økonomien på et lidt højere plan, men det er jo altid godt at stå til regnskab over for nogen, for så får man tingene gjort. Hvis man kun skal stå til regnskab over for sig selv, springer man jo tit over, hvor gærdet er lavest. Det kender vi vel alle sammen,” lyder det fra Mathias.

Det er der næppe nogen, der kan erklære sig uenig i. Derfor er en ekstern, professionel bestyrelse en god ide inden for alle brancher – og får de brug for at udvide bestyrelsen på et tidspunkt, er Mathias slet ikke i tvivl:

”Hvis vi på et tidspunkt skal søge flere medlemmer, vil vi helt sikkert bruge Asnet igen. Det har været en rigtig god oplevelse – også bare at opleve, hvor mange der rent faktisk synes, at vores virksomhed er så interessant, at de gerne ville være en del af den som ekstern bestyrelse og hjælpe os videre på rejsen. Det havde vi ikke regnet med. Så stor tak til Asnet herfra”, afslutter han.

Vi er glade for at have fundet det rette match til Rytters Tømrerfirma og håber, at det uforløste potentiale snart melder sin ankomst med Trine ombord.

Sidder din virksomhed også fast? Vi er sikre på, at vi kan hjælpe dig videre på rejsen med de rette bestyrelseskompetencer.

Kontakt os her for en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for din virksomhed: Udfyld kontaktformular

E-bog: Skaber en bestyrelse værdi for din virksomhed?

Kan en bestyrelse skabe værdi for dig og din virksomhed? Kan du opnå effekt af en bestyrelse med eksterne medlemmer? Og hvordan sikrer du det? I denne e-bog forsøger vi at guide dig i retning af svarene på bl.a. disse spørgsmål. Er du i tvivl om bestyrelsens relevans for din virksomhed, så download e-bogen nu.